Vuggestuens dagligdag

Vi tilsigter at lave struktur og rutiner for at skabe tryghed og trivsel hver eneste dag

Dagens gang

Vi starter dagen i børnehaven sammen med SFO’en og børnehavebørnene, hvor der bliver serveret morgenmad i hyggelige omgivelser.

Kl. 07.15 går vi ned i vuggestuens lokaler, til leg, ro og nærvær.

Kl. 09.00 spiser vi formiddagsmad og samles til en hyggelig stund med sang og musik. 

Aktiviteter herefter kunne være:

- Leg på legepladsen
- Tur i nærområdet
- Kreative aktiviteter

Kl. 11.00 spiser vi madpakker, og derefter bliver børnene puttet i deres barnevogne til middagslur.

Når børnene vågner, får de frugt, og resten af eftermiddagen byder på leg og hygge.

Fokus på det enkelte barn

Ud over at have fokus på det enkelte barn er det samtidig vigtigt at arbejde med børnenes deltagelse i sociale, gruppemæssige sammenmænge. At de får en forståelse af at være en del af et forpligtende fællesskab, hvor alle skal yde for at kunne nyde. At de føler ansvar for hinanden og de stillede opgaver, og hvor hver især bidrager ud fra de evner og kompetencer, som de besidder .De sociale kompetencer udvikles i samspil med andre – børn som voksne - og her skal vi som voksne være tydelige rollemodeller, som opfordrer til samarbejde og social indlevelse.

Det kræver øvelse og opmærksomhed fra  børnene at blive i stand til at udvise indlevelse/empati for et andet barn, og vi arbejder med området ved at hjælpe dem til at stoppe op, se på og aflæse det andet barns følelser. Vi vejleder i situationen med handlingsforslag til at komme videre i stedet for forbud.

Vi bestræber os på at gøre børnene selvhjulpne i forhold til personlig opgaver, som de vil skulle mestre, når de starter i skolen. Det være sig af/påklædning, opgaver omkring spisning, oprydning, toiletbesøg, det at kunne modtage og videregive beskeder m.m. Det er en løbende proces, som bliver finpudset, når børnene starter i førskolegruppen, det sidste år før skolen. 

Pædagogiske planer

Ved at fastlægge mål for læring, har vi til hensigt at sikre børnenes udvikling. Læring er en proces, hvori barnet aktivt konstruerer sin viden i et gensidigt forhold mellem sig selv og sin omverden. Det er i relationen med andre børn og voksne, at udviklingen sker, hvor læring er en kombination af erfaring, leg og undervisning. Vi skal som de voksne derfor være bevidste om at skabe rammer med mulighed for fordybelse, være engagerede og nærværende og sammen med barnet finde fokus gennem fælles interesse og lyst.

Med læreplanen håber vi, at kunne  give forældre, personale og andre en øget forståelse for de forskellige processer, der finder sted i børns udvikling.